Dagligdagen i Røde Hus

Vi er ud i al slags vejr og vi har altid det gode humør med. Det kræver godt og slidstærkt tøj at være i Røde Hus. Det koster måske en ekstra flyverdragt til gengæld slider vi ikke meget på sutskoene.

Hverdagen

Dagen starter med morgenmad i ”krostuen”, som Røde Hus tilbyder frem til kl. 8.  Herefter fordeler vi os rundt i huset eller udenfor. Det er især i morgentimerne vi har mulighed for de indendørs aktiviteter med perler, maling og modellervoks i “Havestuen”. Vi har også en dejlig “Storesal”, hvor vi kan tumle, høre musik og klæde os ud og laver teater. I sommerperioden starter dagen men morgenmad på terrassen og er ude hele dagen.

Klokken 10 samles alle voksne på legepladsen. Her bliver beskeder fra morgenstunden, information fra diverse samarbejdspartnere givet videre og diskuteret.

Skovturene ligger altid i tidsrummet mellem kl. 10.30 og kl. 13.30 for Skovfolkene/Brobyggere (store) og mellem 10.30 og kl. 12.30 for Stifindere (små). Så hvis I kommer efter kl. 10.30, kan I være heldige at skulle finde os i skoven. Kommer I og henter før kl. 12.30/13.30, kan I ligeledes få en lille skovtur.

Turene foregår som regel i grupperne; Stifindere, Skovfolk/Brobyggere. Stifindere kommer tidligere hjem, så de kan sove til middag i barnevogn.

Om eftermiddagen leger vi på legepladsen, indtil vi bliver hentet.

Vi sætter os og spiser madpakker sammen på vores ture, men ellers spiser vi, når vi er sultne.

Om eftermiddagen er der fællesspisning med frugt eller sommetider hjemmebag fra vores køkken. Dette er inkluderet i forældrebetalingen.

Om onsdagen laver vi bål. Nogle gange laver vi mad og alle deltager i forberedelserne. Maden er supplement til madpakken.

I Røde Hus holder personalet ikke pauser i et personalerum, men i løbet af dagen mødes vi på skift på legepladsen. Vi drikker kaffe, planlægger og ”voksensnakker” – I er altid velkomne til at deltage sammen med os.